Der er skuespillere, man beundrer. Og så er der Trine Dyrholm, som man beundrer og frygter lidt – fordi man aldrig helt ved, hvad hun vil gøre næste gang. Med sin ottende Bodil, vundet for rollen som Dagmar Overby i Magnus von Horns Pigen med nålen, har hun slået en rekord, der sandsynligvis vil stå i meget lang tid.

Overby var Danmarks mest berygtede seriemorder – en kvinde, der i 1920'ernes København drev en uofficiel adoptionstjeneste, som endte med at koste adskillige spædbørn livet. Det er, mildt sagt, ikke en rolle, der inviterer til sympati. Og det er præcis derfor, den kræver en skuespiller af Dyrholms kaliber.

For det bemærkelsesværdige ved hendes præstation er ikke, at hun gør Overby til et monster. Det bemærkelsesværdige er, at hun gør hende til et menneske. Svedende, opiumsafhængig, brutal – men også desperat og fanget i en tid, der ikke havde plads til kvinder som hende. Det er den slags nuancering, der adskiller håndværk fra kunst.

Dyrholms karriere er i sig selv en fortælling om dansk kulturhistorie. Fra gennembrudsrollen i Kundskabens træ i 1981 – hun var 15 – over Festen, Dronningen og Kollektivet til det seneste årtis internationale anerkendelse. Hun har aldrig gentaget sig selv. Aldrig valgt den sikre vej.

I en branche der belønner genkendelighed, har Dyrholm konsekvent valgt det uforudsigelige. Otte Bodiler er ikke bare en rekord. Det er et bevis på, at det betaler sig at turde – både kunstnerisk og menneskeligt.