Da dokumentarfilmen 'Michael' blev udgivet, satte den gang i debatten blandt filmkritikere og kulturiaktører. Ifølge Soundvenue føles værket mere som en planlagt rehabiliteringskampagne end som et ærligt forsøg på at belyse Michael Jacksons komplekse liv og kunst. Dette rejser vigtige spørgsmål om, hvordan vi fortæller historier om ikoniske kunstnere efter deres død.

Når propagandaen bliver usynlig

Det særlige ved 'Michael' er, at dens propagandistiske formål ikke længere skjuler sig bag kulturelle finurligheder. Filmen præsenterer sin fortælling med sådan en åbenlys hengivenhed til at forsvare og ophøje sin hovedperson, at den bliver næsten karikateret. Ifølge Soundvenue er dette ikke blot et kunstnerisk valg, men en bevidst strategi for at kontrollere et ellers problematisk arv.

Kulturel efterslæb fra popmusikkens guldalder

I en tid hvor vi stiller større krav til at decentralisere fortællingerne om kunstnere, står vi med et kulturelt paradoks. Jackson var uden tvivl en musikalsk geni, men filmen nægter at rumme mennesket bag kunsten – med alle dets modsætninger og skyggesider. Det værk, som burde have været en dybdegående analyse af popmusikkens økonomiske og kulturelle mekanismer, bliver i stedet til en glansfuld katalog over præstationer og triumfer. Dette afslører noget væsentligt om, hvordan vi håndterer arven efter storhedsfigurer: Vi vælger ofte den nemme vej med ja-sagmændenes symponi frem for den vanskelige dialog med virkeligheden.