Der er stof, som dansk historieskrivning helst har holdt i mørket, og May el-Toukhy har med sin nye thriller Kvinde, ukendt valgt at trække det direkte ud i lyset. Filmen, der havde premiere på filmfestivalen i Venedig, kredser om et af de mest ubehagelige kapitler fra befrielsen: de danske kvinder, der under besættelsen indledte forhold til tyske soldater, og som i årene efter blev udstillet, ydmyget og udstødt som såkaldte "feltmadrasser" og "tyskertøser".

I centrum af historien står stuepigen Marie, spillet af Mathilde Arcel, der i maj 1945 er forlovet med den velhavende handskefabrikant, direktør Lind (Carsten Bjørnlund). Et ægteskab, der skal sikre hende en fremtid langt fra krigens fattigdom og skam. Men lykken holder kun kort. Hendes gamle skolekammerat Karl, spillet af Thorbjørn Hedegaard, dukker op med kendskab til en hemmelighed fra Maries fortid — en hemmelighed, han ikke er bleg for at bruge til afpresning.

Et blik der gør det trygge foruroligende

Det er ikke kun historien, der rammer hårdt. El-Toukhy og hendes hold har fundet et visuelt sprog, der minder om Jonathan Glazers The Zone of Interest — en film, der også insisterede på at lade det ondskabsfulde ulme lige under overfladen af det tilsyneladende almindelige. Fotograf Jasper Spanning formår at gøre selv dagligdags genstande urovækkende, mens Mikkel Hess' musik lægger sig som en konstant, snigende uro under billederne. Resultatet er en film, der aldrig skriger sit budskab ud, men i stedet lader ubehaget vokse scene for scene.

Det er en modig kunstnerisk beslutning, og en, der løfter Kvinde, ukendt fra at være endnu et efterkrigsdrama til at blive noget, der nærmer sig psykologisk gyser. Mathilde Arcel bærer filmen med en rolle, der bliver dybere og mere kompleks, jo længere man kommer ind i historien — hun spiller ikke offer eller helt, men et menneske fanget mellem overlevelse, skam og et samfund, der ikke tilgiver.

Historien, vi ikke fik fortalt i skolen

Det er præcis dét, filmen for alvor lykkes med: at pege på det, der er blevet forbigået i den danske historieundervisning. Fortællingen om befrielsen har traditionelt handlet om modstandsfolk og jubel i gaderne. Historien om de tusindvis af kvinder, der blev klippet skaldede, spyttet på og socialt udstødt — ofte for forhold, der var langt mere komplicerede end et enkelt ord som "landsforræder" kan rumme — har fyldt langt mindre.

Kvinde, ukendt insisterer på at give den historie et ansigt og en stemme, og gør det uden at falde i fælden med hverken at frikende eller fordømme. I stedet lader filmen tilskueren sidde tilbage med spørgsmålet om, hvor let det egentlig er at dømme fortidens moral fra nutidens trygge afstand. Det er sjældent, at en festivalfilm formår at være både æstetisk vovet og historisk relevant på samme tid — men May el-Toukhy har med denne film leveret præcis det. Skræmmende god, som anmeldelsen fra Soundvenue så rammende opsummerer det.