Hvis du nogensinde har grinet af en sitcom, er der god chance for, at James Burrows havde en finger med i spillet.

Den ikoniske tv-instruktør er gået bort, og efterlader sig en arv, der er svær at overvurdere. Han instruerede over 1.000 episoder af amerikanske tv-serier – et tal, der er så astronomisk, at det nærmest mister sin mening. Men bag tallet gemmer sig noget langt vigtigere: en forståelse for komediens timing, der var helt unik.

Manden der opfandt stemningen

James Burrows begyndte sin karriere i teaterverdenen, men det var i tv-studierne i Hollywood, han fandt sit kald. Hans gennembrud kom med Taxi i slutningen af 1970erne – men det var med Cheers, der begyndte i 1982, at han cementerede sin status som mesterinstruktør.

Cheers var ikke blot en serie om en bar i Boston. Det var en serie om menneskelig ensomhed, venskab og den trøst, der ligger i et sted, "where everybody knows your name." Burrows forstod, hvad serien handlede om – og han formåede at gøre det enkelt og smukt.

Fra Cheers til Friends – og derimellem alt det andet

Burrows satte sit fingeraftryk på en generation af sitcoms. Hans resume læses som en liste over de bedste tv-serier nogensinde: Cheers, Frasier, Friends, Will & Grace, Mike & Molly, Two and a Half Men.

Han instruerede pilotepisoderne af både Friends og Will & Grace – og pilotafsnittet er altafgørende. Det er her, du sætter tonen. Det er her, du fortæller skuespillerne, hvem de er. Burrows var manden, du ringede til, når du ville have det rigtigt fra starten.

Der er scener fra Cheers og Friends, som sidder i den kollektive hukommelse som om de var virkelige minder. Sam og Diane der slåss og elsker hinanden. Monica og Chandler der opdages. Disse øjeblikke tilhører selvfølgelig forfatterne og skuespillerne – men de tilhører også Burrows, der vidste præcis, hvornår kameraet skulle zoome ind, og hvornår det skulle lade folk ånde.

Hvad vi mister

Med James Burrows går en æra. Det er ikke bare en mand, der er død – det er en håndværkstradition, en form for tv-produktion, der hørte til en tid, da sitcoms samledes familier foran én fælles skærm om fredagen.

Streamingtiden har ændret alt. Men den har ikke ændret det faktum, at når Cheers-temaet begynder, og de sorte hvide billeder af Boston ruller, så sidder vi stadig og venter på det første grin.

Det er James Burrows' arv. Og den holder.