Der er koncerter, og der er oplevelser. FKA Twigs' optræden i Falkonersalen tilhører utvetydigt den anden kategori. Det er svært at beskrive, hvad der skete på scenen den aften, uden at det lyder som hyperbole – men det er simpelthen, hvad det var.

FKA Twigs, der til daglig hedder Tahliah Debrett Barnett, er en af vor tids mest kompromisløse kunstnere. Hendes musik er eksperimentel og kræver lytterens fulde opmærksomhed, men det er den fysiske dimension af hendes live-optrædener, der adskiller hende fra alle andre.

Kroppen som kunstnerisk medium

I Falkonersalen var kroppen ikke bare et middel til at synge og danse. Den var selve kunstværket. FKA Twigs bevæger sig på en måde, der er nærmest umenneskelig i sin præcision og fleksibilitet – og alligevel dybt menneskelig i den emotion, den formidler.

Hun brugte poledance, silkebånd, kontortion og en særegen form for rytmisk kropssprog, der ikke lader sig kategorisere i noget eksisterende dansevokabular. Hver bevægelse var ladt med intention, og intet var overladt til tilfældighederne.

Musik der understøtter synet

Den musikalske dimension var tilsvarende imponerende. FKA Twigs' stemme – fragil og kraftfuld på én gang – gennemtrængte salen med en intimitet, der var mærkelig i en venue af Falkonsalenens størrelse. Produktionen var minimal men præcis: subtile bas-frekvenser, skarpe elektroniske teksturer og øjeblikke af næsten ubærlig stilhed.

Sangmateriale fra hendes seneste udgivelser var blandet med ældre numre på en måde, der skabte en sammenhængende narrativ snarere end en tilfældig setlist. Det er en kunstners tilgang, ikke en popstjernes.

Falkonersalen var ikke udsolgt, men dem der var mødt op, oplevede noget, de vil tale om i lang tid. FKA Twigs minder os om, at popmusik i sin mest ambitiøse form kan nå steder, som andre kunstformer sjældent gør.