Sommeren er kort i Danmark. Det ved alle. Og netop derfor kan den blive både intens og konfliktfyldt, når unge fejrer studenterhuer, konfirmationer og midsommerens lyse nætter med høj musik og glade råb.

Vært på P1's "Første Række" Ane Cortzen har fået øje på en interessant tendens, der siger noget ganske afslørende om os danskere: De unge – og de trediveårige – er faktisk blevet mere hensynsfulde, ikke mindre.

Den nye generation sætter sedler i postkassen

Mens man i ældre generationer opfattede festen som en privatsag – naboerne fik høre det, om de ville eller ej – gør yngre mennesker i dag noget andet. De sætter sedler i naboernes postkasser. De skriver i Facebook-grupper. De laver aftaler om, hvornår musikken lukkes ned.

Det er nærmest rørende. Og alligevel er det ikke nok for alle.

For ude på villavejene sidder der stadig nogle, der klager. Der postes på Facebook om støjen. Der ringes til politiet. Der sukkes og trækkes gardiner for. Og man spørger sig selv: Kan de ikke bare lade dem feste?

Hvem ejer sommernatten?

Journalist og gæst Nynne Bjerre Christensen siger det, som mange tænker: At det er en skam at bruge den korte danske sommer på at klage over livet. Studenterne fejrer en milepæl. De nybagte dimittender åbner en ny epoke i deres liv. Det er det, der lyder gennem vinduet om natten.

Og ja – det er larm. Men det er en slags larm, vi alle engang var en del af.

Der er noget besynderligt ved den voksne generation, der har glemt, at de selv engang dansede til klokken tre om morgenen med volumen på fuld styrke. Som om den stille have og de tidlige morgener er kommet til at betyde mere end erindringen om at være ung og uregerlig.

Et kulturelt spejl

Cortzen og Christensens samtale handler på overfladen om støj og villahaver. Men den handler i virkeligheden om noget dybere: Om hvad vi tolererer af hinanden, og hvad vi anser for retten til livet i de lyse måneder.

Danmark er ikke et land med mange varme nætter. Når de endelig kommer, burde vi måske lægge telefonen fra os – og lade dem feste.

Propper i ørene og vinduerne lukket. Og måske et smil, fordi man husker.