Den 1. april 2026 trådte en aftale i kraft, der kan ændre vilkårene for danske billedkunstnere fundamentalt. Minimumstariffen for udstillingshonorarer stiger med 40 procent over de næste fire år. Det er den største enkeltstående forbedring af kunstnernes økonomiske vilkår i årtier.

Hvem står bag aftalen?

Aftalen er indgået mellem tre kunstnerorganisationer og to museumsorganisationer. På kunstnernes side står Billedkunstnernes Forbund (BKF), Kunstnernes Fagforening (KUFA) og Organisationen for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere (UKK). På den anden side af bordet sidder Danske Museer (ODM) og Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD).

At begge sider er gået sammen om aftalen, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Det signalerer en fælles anerkendelse af, at kunstnernes arbejde med udstillinger har været underværdisat i årevis.

Mere end bare ophængning af billeder

En udstilling kræver langt mere end det, publikum ser. Kunstnere bruger ofte måneder på forberedelse, research, produktion af nye værker, installationsarbejde, møder med kuratorer, presseaktiviteter og nedtagning. Meget af dette arbejde har traditionelt været ulønnet eller underbetalt.

Den nye aftale anerkender hele arbejdsprocessen. Honoreringen dækker nu eksplicit forberedelse, installation, nedtagning, møder og pressearbejde. Det er et opgør med forestillingen om, at kunstneres tid er gratis, bare fordi de får "eksponering".

Hvad betyder det i praksis?

De nye minimumstariffer reguleres med 40 procent for perioden 1. april 2026 til 31. december 2029. Aftalen skal genforhandles senest 1. januar 2029, med en ny aftale der træder i kraft 1. januar 2030. Det giver kunstnerne en sikkerhed, de ikke har haft før.

For et ungt kunstnertalent, der inviteres til sin første museumudstilling, kan forskellen mellem den gamle og nye tarif betyde tusindvis af kroner ekstra. For etablerede kunstnere med flere udstillinger om året er den samlede effekt endnu mere markant.

Et internationalt perspektiv

Danmark er ikke det første land, der tager fat på problemet med kunstnerhonorering. I Sverige har man længe haft en mere formaliseret model, og i Storbritannien har kampagnen "Paying Artists" sat fokus på samme udfordringer. Men den danske aftale skiller sig ud ved at være en fælles, frivillig aftale mellem begge parter, snarere end lovgivning eller ensidige krav.

Det gør den potentielt mere holdbar. Når museer og kunsthaller selv har været med til at forhandle tariffen, er sandsynligheden for at den bliver overholdt i praksis også større.

Et kulturpolitisk signal

Aftalen sender også et bredere signal om, hvordan vi som samfund værdsætter kunst og kultur. I en tid hvor den kreative sektor ofte presses af besparelser og usikre vilkår, er det en sjælden positiv nyhed. Kunstnere skaber den kultur, vi definerer os selv gennem. Det er på tide, at honoreringen afspejler det.